Youth Camp

Om Youth Camp

Youth Camp er kulturlandsbyernes initiativ for unge. Hvert år afholdes en lejr i en af de 11 kulturlandsbyer, hvor 5 unge fra hver landsby i alderen 18 til 25 kan deltage.  

Lejrenes formål er at skabe venskaber på tværs af landegrænser, og at give unge et indblik i de andres kultur. Hvert år har lejren et tema, som danner rammer for de workshops, vi arbejder på i løbet af ugen. Arbejdet i workshopperne munder ofte ud i et event for lokalsamfundet. Vi har blandt andet holdt en byfest med musik og teater, indviet en sti med underholdning, lavet dukketeater med 3 meter høje dukker og meget mere. 
Lejrene planlægges og gennemføres af os unge og har indtil videre været støttet af EU’s program Erasmus+ (http://ec.europa.eu/programmes/erasmus-plus/index_da.htm), hvilket gør, at vi unge kan deltage gratis og i de fleste tilfælde kunne få refunderet dele af eller alle rejseomkostninger.

 

Youth Camp 2015 – Lanrivain, Frankrig

Årets Youth Camp blev afholdt få km udenfor landsbyen Lanrivain ved nogle gamle bygninger, hvor vi kunne benytte toilet, bad og køkken. Hvert landsby havde selv medbragt telte til overnatning. Temaet for lejren var ”Awake the goblin” eller ”Væk nissen”. Vi blev inddelt i 2 workshops, som henholdsvis ryddede en sti, og malede fresco til den lokale skole og lavede skilte til stien. Workshopperne mundede ud i et event, hvor byens beboere mødtes på skolen for at se, hvad vi havde malet og herefter gik stien rundt og undervejs blev underholdt med teater og dans. Vi var desuden på udflugt, først til stranden og senere til Lorient Interceltique Festival, som er en festival for keltisk kultur fra flere Europæiske lande.

 

Youth Camp 2014 – Ströbeck, Tyskland

Youth Camp 2014 foregik I Ströbeck, Tyskland. Temaet for campen var “Communication – so close, yet so far”, og der var 2 workshops: 'Video' og 'Design'. I video-workshoppen lavede vi kortfilm over temaet kommunikation, og i design workshoppen blev den lokale ”Europa Park” (en lille park udformet som et kort over Europa) frisket op med nye planter og skulpturer som skulle repræsentere de deltagende lande. Ugen blev rundet af med et event på det lokale museum, hvor kortfilmene blev vist. 

 

 

 

Find mere om Youth Camp på vores facebookside --> facebook